DELIKATE ØJNE
Marianne Tromborgs tips til nem og naturlig makeup på øjnene:
Øjnene er ansigtets naturlige fokus, og jeg vælger oftest at fremhæve øjnene frem for noget andet. Men husk igen: med lidt kan du nå langt og på kort tid. Jeg bruger altid kun én øjenskyggefarve – jeg elsker, at det er øjnene, der taler, og ikke skyggen. Lad være med at afpasse farven efter øjnenes farve, men kig efter nuancer, der vil fremhæve og forstærke deres naturlige skær. Jeg synes, at det er noget pjat, når man siger, at man ikke kan bruge perlemorsskygge, når man bliver ældre – med de nye formularer, som skyggerne består af, er det simpelthen ikke længere sandt. Perlemor kan virke som fløde og fløjl, når det er indarbejdet på et øjenlåg.
Husk: hellere flere tynde lag end ét tykt.
Globelinjen er den linje, der markerer øjenlågets afslutning. Jeg vælger næsten altid at påføre øjenskyggen inden for denne linje, altså på selve låget. Det er det nemmeste og hurtigste, da globelinjen næsten automatisk sætter en stopper for, hvor langt man skal gå, så man ikke kommer til at putte for meget på. Begynd gradvist og byg farven op, indarbejd den på låget, gerne med en bred, fast pensel, men du kan også bruge pegefingeren, og resultatet er et lysende smukt øje. Én farve på hele låget og ca. to tredjedele hen under øjet. Du behøver ikke være så forsigtig, det må gerne ”støve” lidt – skarpe linjer er ikke altid flatterende.